Dette var den korte beretning--------- nu kommer den lange og udførlig.

Jeg havde en god barndom, født i Herning den 17.09.30., og boede ½  år der og i Kolding, men ellers var min barndom i Nakskov og senere i Nykøbing F.

Det var en dejlig tid, far var Tarmmester, så vi boede i et dejligt hus med have og drivhus. Jeg gravede have, og under krigen dyrkede jeg tobaksplanter i drivhuset, og tørrede dem, og solgte denne udmærkede tobak til far, ( mod en klækkelig betaling ). Jeg blev opdraget på en sund og god måde---- når der blev sagt noget, så gjorde man det bare. Jeg husker engang mor, far og jeg gik i byen og der mødte en mand, som far kendte.

Far sagde :  Giv hånd og sig goddag Poul Verner.  Jeg ville gerne, men jeg kendte ikke denne mand, og jeg var så genert, så jeg stod bare og kikkede ned i jorden. Der blev ikke sagt mere, men da vi 1 time senere kom hjem, sagde far  :  Så kan du godt gå i seng Poul Verner , jeg sagde hvorfor far, jeg er ikke søvnig.   Far sagde  :  Når du ikke kan sige pænt goddag , må du være meget træt,  gå op , og kom ikke igen, før du har lært at sige pænt goddag.  Basta, sådan var det.

Jeg husker også da far og mor fik bil, ---ih--- sikken lykke.   Der skete bare det, at mor og far blev tykkere og tykkere, fordi de skulle jo ud at køre i bil. Hver søndag sagde far----- kom så  kone, vi skal ud at have noget frisk luft---- så de tog bilen, kørte en søndagstur med  nedrullede vinduer, det var deres motion og frisk luft.

Desværre mistede vi min far alt for tidlig, han blev kun 49 år. Mor var alene i mere end 25 år, det var hårdt for hende,  hun hadede at være alene

Jeg havde en god barndom med Carlo og Lissy, og en god ungdom med Ole, han kom jo meget senere. Da mor kørte i barnevogn med Ole, kom Karin og jeg sammen, så nogle mennesker troede mor kørte tur med sit barnebarn.

Hele barndommen ønskede jeg at blive snedker som morfar, men selvom det var svært at få læreplads, så fik jeg en, på betingelse af, at jeg skulle være arbejdsdreng 1 år først, og så 4 år i lære. Efter arbejdsdreng tiden blev jeg syg, dårlige lunger p.g.a. støv fra høvlemaskinerne, og de sagde, jeg skulle begynde forfra.  Jeg sagde nej tak, jeg ville hellere lære handel.

Jeg kom så i kommislære hos Købmand Madegård, Solvej 3, Nykøbing F. Det var en lille lokal købmand, og dengang var der rationeringsmærker, så jeg stod meget af tiden og vejede sukker, mel o.s.v. af i ½ kg poser, og sælge det mod mærker. Men det var en god tid, også fordi Madegårds broder var bagermester ved siden af, så jeg fik varme wienerbrød med ekstra glasur på hver dag.

 Efter læretiden meldte jeg mig som soldat i luftværnet, hvor jeg senere blev befalingsmand. Det var spændende med masser af oplevelser. Bl. a. fik vi nye 105 mm kanoner fra USA, og dem skulle jeg være med at indskyde. Jeg boede 2 mdr. på Rågeleje Kro medens vi indskød kanonerne efter slæbemål fra fly over vandet. Det sidste ½ år la jeg på Østerbrogades kaserne i Kbh. med et hold nye rekrutter, spændende tid.

 Efter soldatertiden blev jeg kommis i Tirsted Brugsforening hos Karins far, og derefter flyttede vi til købmand Jørgen Andersen, Måløv, hvor vi blev gift.

Karin lærte jeg at kende nytårsaften 1949, og vi forlovede os nytårsaften 1950, og vi blev gift den 22. aug. 1953.    Vi fik Nauja på Grønland i 1956,  Lars i 1961 og Søren i 1963 i Kældernæs.

 1954 rejste Karin og jeg til Frederikshåb på Grønland, hvor Karin var på kontoret og jeg på havnen og pakhusene. Det var meget spændende, vi var få danske, måske 10 par og ca 800 grønlændere.

De danske var kolonibestyrer, læge, teknisk ingeniør, elværksbestyrer, telegrafbestyrer, bådeværftleder, butiksbestyrer og så Karin og jeg.   Ingen veje var der, ingen ferie, kun fri om søndagen, men til gengæld masser af arbejde og gratis hus, varme, læge, medicin m.m.. Efter 3 år havde vi opsparet mange penge, og tog til DK og købte på Carlos anbefaling Kældernæs  Korn- og Købmandshandel.

 I Kældernæs arbejde vi meget, så efter nogle måneder sagde Karin : Jeg forlanger, at du kommer ind i stuen senest kl. 21 hver aften,   så det gjorde jeg.

Vi havde en dejlig tid der med vore små børn. Vi var jo altid hjemme, når børnene kom hjem fra skole, og de elskede at hjælpe os i forretningen og haven,--- særlig Lars.

Ja, det var en spændende år, børnene gik i skole hos katolske søstre i Maribo, vi var ikke tilfreds med Stokkemarke skole. Alle week-end  om sommeren kørte vi med vor campingvogn mest til Marielyst, og hver sommer lige før høst kørte vi som regel til Adriaterhavet med børnene, de ville ned til det varme vand.

Om vinteren tog Karin og jeg til Alperne for at stå på ski.

Vi oplevede  også en stor ildebrand, ja silo og lager brændte ned. Vi havde lige fyldt helt op, og var ved at tørre kornet, da det hele nedbrændte. Vi havde heldigvis forsikringen i orden, så vi klarede også det, og vi byggede en ny silo, og nogle år senere et planlager med korntørring.

Det gik fint alt sammen, men vor forretning var lille, og vi så de små forretninger blive opkøbt eller lukke, en efter en. En dag under et møde i Superfos, sad jeg ved siden af direktøren fra Qvade/Carlsberg, han spurgte, om jeg ville sælge.  Jeg sagde nej / måske hvis jeg kunne få så og meget for forretningen. Der gik en uge, og jeg havde glemt alt om det, men så ringede direktøren og spurgte, om jeg kunne komme ind til en advokat i morgen kl. 15, og skrive under på skødet.

Karin og jeg snakkede om det, og besluttede at sige ja, på betingelse af, at vi måtte bo i huset i 5 år.

Så der stod vi pludselig som pensionister

                      Karin 44 år                         Jeg 45 år                              Det var dejligt. 

 Vi købte nogle udlejningsejendomme i Maribo, Nakskov, Nykøbing F, Næstved, og København, og jeg kørte rundt og tilså dem, medens Karin førte regnskabet.

Nogle år senere da vore 2 børn var udlært og Søren havde fået en læreplads i Handelsbanken i København, og havde fået en lejlighed i vores ejendom, solgte vi nogle af ejendommene, og spurgte vore børn : Hvad siger I, til hvis vi flytter til Costa del Sol, og I får en gratis rejse om året.

Det syntes de var en mægtig god ide, så vi flyttede til

                     Cerros Del Aguila 175, 29648 Mijas Costa,  Spanien. 

 Vore kære børn har været meget flinke til at besøge os hernede. Vi kan selvfølgelig ikke hjælpe vore børn og børnebørn i det daglige med skolekørsel, pasning o.s.v., men vi føler til gengæld, at vi under deres besøg her og i de 3 mdr. vi er i DK om sommeren lever mere intens sammen. Så der er selvfølgelig fordele og ulemper, men nu har vi glæde af, at også vore børnebørn vil bruge deres ferie til at besøge Farmor/Mormor og Bedstefar.

Vi flyttede så til Spanien i februar 1985, og byggede et hus, som vi flyttede ind i Januar 1986, og her bor vi stadigvæk.

Vi passede resten af vore udlejningsejendomme i DK indtil 1997, hvor vi solgte de sidste ejendomme, lukkede vores A/S  P. V. Hansen, og blev rigtige pensionister.

I skrivende stund har vi boet her i Spanien i 16 år,  vi er meget glade for at bo her, og håber vi vil få mange gode år endnu--------- og vi glæder os, og håber på at få rigtig mange besøg fra vore kære børn, børnebørn, søskende, familie og venner.